I Silkeborg Kommune arbejdes der på at understøtte udviklingen af børn og unges sprog-, læse- og skrivefærdigheder på 0-18 års området.

Målene er:

  • Alle børn og unge har en optimal sproglig og skriftsproglig udvikling.
  • Børn og unges sproglige og skriftsproglige færdigheder dokumenteres og forbedres.
  • Sproget bliver en naturlig del af den pædagogiske praksis
  • Forskningsbaseret viden bliver til anvendt viden i praksis
  • De kommunale handleplaner for sprog og læsning udmøntes i alle dagtilbud og på alle skoler.

Indsatserne omkring sprog og læsning foregår i et tæt samarbejde mellem medarbejdere fra Videncenter for Sprog og Læsning, skoleledere, læsevejledere og ressourcepersoner i dagtilbud og skoler samt tale-høre konsulenter fra Team Sprog og Kommunikation.

Der er bl.a. et stort fokus på sammenhæng og overgang mellem dagtilbud og skole på sprog- og læseområdet, hvorfor der i samarbejde mellem sundhedspleje, dagtilbud og skole er handleplaner for sprog og læsning, som peger på konkrete anbefalinger og indsatser.

Ligeledes er der i Silkeborg Kommune meget erfaring og viden om en sprogbaseret tilgang til undervisning i alle fag og til undervisning i læsning og skrivning. Herunder arbejdes der med strategier til opbygning af fagsprog gennem hverdagssprog, læseforståelsesstrategier i alle fag og skabeloner til skrivning i fagene. I skoleårene 2020-2022 er nogle indskolings- og mellemtrinslærere på kompetenceløft, der bygger på ovenstående ind i den faglige læsning og skrivning.

Hvordan supporterer VSL ind i den skriftsproglige udvikling

Læsekonferencer

Der foretages årlige læseprøver af eleverne i 1. og 2. årgang. Kommunens læsekonsulenter drøfter på en årlig læsekonference disse læseresultater. Til læsekonferencen deltager dansklæreren, læsevejlederen, en ledelsesrepræsentant og læsekonsulenten.

K-møder og læse-K-møder

Skolerne kan indkalde læsekonsulenten, når der er en bekymring for en elevs læse- og skriveudvikling, og eleven ikke rykker på de indsatser, der sættes ind med.
Skolerne kan indkalde læsekonsulenten til K-møder, hvor der sidder forskellige fagprofessionelle rundt om bordet. Dette er det relevante mødeforum, hvis der er bekymringer på andre felter end blot læse- og skriveområdet.

Skolen kan også vælge at indkalde læsekonsulenten til læse-K-møder, hvor kun læsekonsulenten og relevant personale fra skolen deltager, herunder en ledelsesrepræsentant. Her vejleder og rådgiver læsekonsulenten i forhold til undervisning af enkeltelevers læse- og skrivefærdigheder. Inden mødet sender skolen et udfyldt K-skema og anden relevant information om elevens læse- og skriveudvikling og -udfordringer til læsekonsulenten.

Læse-k-møder kan afholdes hele året - når skolen har brug for supporten. Skolen vurderer om forældrene skal med til læse-k-mødet. Det er en fordel at invitere forældrene med, når samarbejdet/kommunikationen mellem skole og hjem ikke fungerer optimalt. Men er samarbejdet mellem skole og hjem fint, og drejer læse-k-mødet sig om, at lærerteamet skal vejledes og rådgives i, hvordan de inkluderer og understøtter den enkelte elev, så kan man informere forældre om mødet før og efter (og indhente samtykke), men afholde læse-k-mødet uden deltagelse af forældre, da det er en vejledning til lærernes undervisning og understøttelse af eleven.

Udviklingsopgaver:

VSL reviderer og udvikler kommunale strategier og procedurer på sprog- og læseområdet. Der er stor bevågenhed omkring det at skabe de bedste læringsmiljøer for skriftsproglig udvikling i alle kommunale dagtilbud og skoler, ligesom der fokuseres på at understøtte arbejdet hermed for de pædagogiske medarbejdere.

VSL understøtter, iværksætter og deltager i udarbejdelse af udviklingsopgaver og processer, der sigter mod sproglig og skriftsproglig inklusion på skoler på baggrund af konkrete henvendelser, fx:

For pædagogiske medarbejdere

Aktionslæringsforløb, rejseholdsopgaver, co-teaching og/eller workshops i det enkelte dagtilbud/på den enkelte skole/i det enkelte læringsfællesskab med afsæt i en konkret udfordring eller et ønske om faglig udvikling.

For ledere

Tilrettelæggelse af en udviklingsplan eller en proces for indsatsen omkring en institutions eller skoles eventuelle udfordring eller ønske om faglig udvikling.
Ydelserne kan udvides på baggrund af konkret efterspørgsel.

Samarbejde med andre teams i PPL:

VSL samarbejder med tale-hørekonsulenterne i Team sprog og kommunikation, PPL, om kompetenceløft i forhold til sprog, om Sprogvurderingen, der gennemføres i dagtilbud og som gentages i 0. klasse. Ligesom der samarbejdes om supportering af elever med både sproglige og skriftsproglige udfordringer.

VSL samarbejder ligeledes med psykologer og læringsvejledere fra Team læring og udvikling vedrørende elever med sammensatte vanskeligheder.

Læs mere om Silkeborg Kommunes udviklingsplan for 0-12 år